28-årig har bootstrappet sig fra fars sofa til 14 ansatte og tocifret millionomsætning

Estimeret læsetid: 4 minutter

Foto: Nicolai Vittrup, direktør og ejer af Webamp

Iværksætteren Nicolai Vittrup har på egen hånd bootstrappet sig til i dag at være ejer af et digitalt webbureau med 14 ansatte og en tocifret millionomsætning i 2020. Rejsen har indtil videre varet fem år og har inkluderet en tur forbi fars sofa.

I dag har Nicolai Vittrup og Webamp til huse i lyse og store lokaler med udsigt til Vesterport, men sådan så det ikke ud for fem år siden, hvor firmaet blev stiftet i et erhvervskollektiv. Her kunne den dengang 23-årige iværksætter sidde og kigge på en trappe, og siden 2015 har Vittrup taget mange skridt op ad karrierestigen. Enkeltmandsvirksomheden er blevet til ApS og underskud er blevet til overskud. Samtidig er Webamp ikke længere en enmandsvirksomhed, men er i stedet en forretning, som har skabt 14 jobs – og inden udgangen af 2020 vil det digitale marketingsbureau have skabt endnu flere jobs. 

I løbet af de fem år, som virksomheden har eksisteret, har Webamp lagt over 100 hjemmesider online, skabt online succes for godt og vel 200 kunder, og i 2019 kunne det unge bureau præsentere en omsætning på 7.000.000 kroner. Det tal forventer direktør og ejer Nicolai Vittrup stiger til omkring 10.000.000 kroner i 2020 – på trods af coronakrise. Og den bedrift er sket udelukkende ved bootstrapping, hvilket betyder, at virksomheden aldrig har modtaget ekstern økonomisk input og i stedet har geninvesteret internt genereret overskud.

SOV PÅ FARS SOFA
Med en uddannelse som mediegrafiker fra Københavns Tekniske Skole stiftede Vittrup i sommeren 2015 sit eget bureau efter et år på arbejdsmarkedet. Mentaliteten og indsatsen var ikke god nok, følte han. I virksomheden hersker der den dag i dag stadig en vilje til at gøre ting anderledes – og for det bedre. Efter en start med kun at lave hjemmesider er Webamp i dag et datadrevet marketingbureau, der specialiserer sig i søgemaskineoptimering, betalt annoncering og webudvikling.  

Vejen til millionomsætningen og store kontorer med udsigt til Vesterport var dog ikke lige til. Nicolai Vittrup startede med ingen anden kapital end sin børneopsparing, og hver øre måtte vendes i starten. Derfor flyttede han hjem til sin far efter kun ni måneder som iværksætter, hvor han måtte sove på sofaen, da der simpelthen ikke var nok kunder i biksen. Vendepunktet kom da Brøndby IF blev kunde. I dag har firmaet virksomheder som BoConcept, Live Nation, Temp-Team, Pentel og Sliders i kundekartoteket, og filosofien om at der skal kigges på mennesket først gennemsyrer stadig Webamps tilgang til alt.

DNA’EN ER DEN SAMME
Gennem årene er både fysiske rammer, kundekredsen og erfaringen blevet større og så tjener bureauet – i modsætning til de første år – penge. DNA’en er dog stadig den samme og der er fokus på empati, passion og loyalitet 

“I alle historier er der en helt – men også dem, der hjælper helten på vej til at blive en helt. I Webamp er vores kunder helten. Men vi er dem, der hjælper dem på vej. Vi investerer tid i kunderne, og vi investerer tid i læring. Vi skal holde ved i det produkt, vi gerne vil skabe – også når vi er under pres. Og dét tør jeg godt påstå, at vi gør”, udtaler Nicolai Vittrup om Webamp og fortsætter:

– Målet er selvfølgelig at fortsætte med at vokse – men med vores kerneværdier på plads: passion, empati og lysten til at lære. Derfor ansætter jeg også kun folk, der matcher, hvem vi er. Vi fokuserer ikke på 12-tallerne i dit eksamensbevis. Det er simpelthen ikke dét, der gør forskellen.

Kerneværdierne er ifølge Nicolai også grunden til, at der hverken er partnere eller investorer i Webamp. For selvfølgelig skal der sorte tal på bundlinjen, men det er fortsat passionen og visionen om gennemsigtighed, der driver værket – og det skal det også være om fem år.

CORONA GAV VÆKST
Da coronaen ramte Danmark, oplevede det digitale bureau stor vækst grundet behov for at være tilstede online, og de måtte endda sige nej til nye kunder, da Webamp ikke følte, at de havde kapacitet til at levere gode nok resultater. Selv oplevede firmaet en en vækst på bundlinjen med 360% fra 12. Marts og frem til maj. Stifter og ejer af Webamp, Nicolai Vittrup, har to bud på, hvorfor han oplever sådan en vækst. Det ene skyldes tiltag internt i virksomheden. Det andet vurderer han skyldes en ændring i købsadfærd.

COVID-19 har ændret vores købsadfærd til at være mere online og især webshops oplever enorm fremgang. Hos Webamp oplevede vi stor vækst, og vores resultat på bundlinjen vokser, da vi er blevet mere effektive grundet corona-situationen. “Faktisk var efterspørgslen på vores produkter så stor, at vi var nødsaget til at screene vores kunder og endda sige nej til new bizz, hvilket vi var rigtig kede af, hvorfor nye ansatte er kommet til. Samtidig vil jeg dog ikke blive overmodig, så det er en balancegang. For hvad hvis der kommer en anden bølge af corona?”, udtaler Nicolai Vittrup.

Under coronakrisen lavede Webamp et webinar med et influencerbureau (ConfettiCPH) om, hvordan man kan benytte coronakrisen til positive historier/tiltag. Webinaret havde 800 tilmeldinger. Derudover blev der afviklet et webinar for webshopejere samt skrevet blogindlæg med rådgivning og tips, ligesom alle kunder blev gennemgået med henblik på at tilbyde gratis sparring. Alle kunder fik både en mail med en update fra Webamp og blev ringet op for at høre, hvordan det gik. 

Med den værste omgang corona overstået ser Webamp nu fremad, og målet for 2021 er at vokse yderligere som forretning og hold.