Aarhusiansk content-bureau vokser kraftigt – hjælper virksomheder med at optimere indhold

Estimeret læsetid: 2 minutter

Der er vind i sejlene hos den aarhusianske virksomhed TEXTA ApS, som efterhånden er 3,5 år gammel.

TEXTA hjælper både små og store virksomheder samt offentlige institutioner med at optimere deres indhold, så de rangerer bedre i søgemaskinerne.
Det er dog ikke kun søgemaskinerne, der er i fokus. Indholdsoptimeringen handler i lige så høj grad om at konvertere besøgende til loyale kunder. Det gøres blandt andet gennem storytelling, vidensportaler, relevante og velskrevne produkt- og kategoritekster, men også ved brug af metadata, som du kan læse mere om her.


Stor økonomisk fremgang og gode udsigter for 2019
Det er ikke blot antallet af samarbejdspartnere og kunder, der vokser hos TEXTA. Økonomien er også i fremgang.
I løbet af 2018 voksede medarbejderstaben kraftigt, og virksomheden har nu 11 ansatte på fuldtid, mens 35 er beskæftiget på deltid. På samme tid er omsætningen vokset til over seks millioner, og overskuddet i 2017 er fordoblet.
Det betyder dog ikke, at der bliver skruet ned for forventningerne i 2019, hvor der er udsigt til en fordobling af omsætningen, mens overskuddet forventes at blive mere end fordoblet. En udvikling, som primært skyldes en række større investeringer i slutningen af 2018.

2019 har også budt på en familieforøgelse – nemlig åbningen af en ny afdeling i København, som er en vigtig brik, når de økonomiske målsætninger for året skal indfries.
Hovedstaden er det nyeste tiltag på ekspansionsfronten og bringer TEXTA endnu tættere på deres kunder, men det slutter ikke her. I løbet af de næste år vil content-bureauet også fokusere på resten af Norden, hvor de planlægger at åbne afdelinger med det formål at indfri de ambitiøse vækstplaner.

Det hele startede på et lille kollegieværelse
Det har været en hæsblæsende rejse for det unge bureau, men historien var lidt en anden, da idéen opstod på kollegieværelset.

De tre ejere Peter, Kim og Tim havde lysten til at starte noget selv, men hvad det skulle være, gik først op for dem, da de fandt ud af, at der var en stor efterspørgsel på tekster hos diverse iværksætterfora.

De tre fyre har altid været dygtige til at formulere sig på skrift. Det lå derfor lige til højrebenet at byde ind på opgaverne, hvorfor det ret hurtigt lykkedes dem at få nogle kunder.

Målsætningen var, at det skulle være et hobbyprojekt, der kunne betale en øl i fredagsbaren, men efterspørgslen på produktet ændrede kursen. I dag er det lille kollegieværelse på 15 m 2 skiftet ud med ca. 300 m 2 i hjertet af Aarhus på Jægergårdsgade ved siden af Bruuns Galleri.

Vokseværket har også betydet, at de tre universitetsstuderende har taget en pause fra studierne, efter at de i sommeren 2018 fik deres bachelor i henholdsvis jura, erhvervsøkonomi og erhvervsjura.

Planen er nu at se, hvad det kan føre med sig, når virksomheden får al opmærksomheden, og indtil videre ser det lovende ud.