Airbnb afslører ny turismetrend: Mere hjemmearbejde åbner for nye rejsemønstre

    Estimeret læsetid: 2 minutter

    Foto: PR // Airbnb

    COVID-19 har haft massiv indvirkning på flytransport, turisme og rejsemønstre over hele verden. Påvirkningen er også at finde hos Airbnb, hvor brugerne i høj grad ser ud til at være i gang med at udskifte traditionel turisme med indenlandske rejser kombineret med arbejde.

    En gennemgang af Airbnb’s bookingdata for 2021 viser, at også danskerne tilsyneladende udnytter den større grad af frihed forbundet med hjemmearbejde, til at rejse mere i Danmark. Det sker i vidt omfang ved at bruge den nyfundne fleksibilitet på arbejdspladsen til at arbejde fra en lang række forskellige destinationer frem for kun hjemmefra. 

    Vi arbejder over alt
    Airbnb’s globale bookingdata viser, at tendensen om et nyt og meget fleksibelt syn på arbejde er at finde verden over. Således har Airbnb konstateret en samlet international stigning på 128 procent fra 1. juli til 30. september i søgninger, der nævner ”relocation”, ”relocate” og ”remote work” sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år.

    En af de danske Airbnb-værter, der har oplevet tendensen er Peter Brink, der sammen med sin kone løbende udlejer parrets sommerhus i Asserbo ved Frederiksværk, og som i høj grad har mærket interessen for at bruge huset som arbejdslokation.

    ”De seneste gange, vi har lejet huset ud, har det være til personer, som har været meget specifikke omkring, at de havde brug for wi-fi og ville bruge noget af opholdet på at arbejde. Siden nedlukningen af Danmark har vi også selv i perioder brugt huset som et kontor uden for hjemmet og er blandt andet i gang med at installere et fast skrivebord på et af værelserne,” fortæller Peter Brink.

    I Danmark går tendensen især i retning af indenlandske ophold uden for de store byer. Herhjemme booker særligt københavnere flere længere ophold (+28 dage) end tidligere. For september og oktober handler hver 10. søgning således om ophold af længere varighed. De mest populære destinationer for københavnere på udkig efter længere ophold er Nordsjælland, Lolland-Falster, Vestsjælland, Sydvestjylland og Bornholm.

    Planlægning for fremtiden
    Selv om indenlandske rejser lige nu fylder det meste, tyder Airbnb’s gennemgang af både bookinger og søgninger på, at danskerne også drømmer om traditionelle udlandsophold og eksotiske rejser, som vi kender dem fra tiden inden Covid-19. Top 5-listen over danskernes søgte destinationer, der har oplevet den største vækst siden sidste år, signalerer ligeledes en tydelig sult efter skiferier.

    • Les Belleville, Frankrig
    • Jamtland, Sverige
    • Tenerife, Spanien
    • Are, Sverige
    • Idrefjäll, Sverige