CBS-studerende inviteret til Silicon Valley

Estimeret læsetid: 4 minutter

En god idé er ikke altid garanti for succes. Det kræver nemlig også, at man har det rette team at bygge virksomheden med, men at finde den perfekte partner at starte op med er lettere sagt end gjort. Det har tre studerende fra CBS, Mikkel Strandkjaer, Simon Bøttkjær og Magnus Christian Reckert, indset, og de har nu sat sig for at simplificere processen med at finde den perfekte partner at starte en virksomhed med.

En fællesnævner blev starten på et eventyr, der kun lige er startet, men allerede nu tegner godt. Fælles for alle tre drenge er ikke kun, at de studerer sammen på CBS, men også at de alle har stået i samme situation, hvor de manglede en partner, der kunne tage en god idé og gøre den til virkelighed. Derfor tog de sammen sagen i egen hånd, og to måneder senere var de klar til at lancere betaversionen af deres platform, som på få uger har fået mere end 300 profiler, der allerede er begyndt at skrive sammen på kryds og tværs. Visionen er nu klar: De vil skabe Danmarks førende matchmaking platform for iværksættere på alle landets universiteter. Ét sted for alle unge, der ønsker at starte en virksomhed, men mangler den sidste gnist for at sætte ild til raketten. Nu er næste stop Silicon Valley, hvor drengene skal være en del af programmet SCALEit, der bliver udbudt af Udenrigsministeriet.

USA står for døren

Efter to måneders intenst arbejde, valgte drengene i april at teste raketten og gik i luften med deres betaversion af platformen. På under en måned nåede platformen mere end 300 organiske brugere, hvoraf 51 af dem er aktive daglige brugere på platformen. Allerede nu kan de tre drenge se, at brugerne er begyndt at skrive frem og tilbage, hvilket glæder dem: ”Det er virkelig fedt at se, at det, vi har arbejdet så hårdt på, bliver modtaget på denne måde. Det er små sejre som disse, der gør, at man får lyst til at knokle videre”, siger Simon. Efter drengene havde skudt deres betaversion i luften i Danmark, blev de af Jannik Lawaetz, som har været en stor hjælp for de tre drenge, opfordret til at søge SCALEit, der er et program på en uge, hvor danske start-ups har muligheden for at komme til Silicon Valley og teste deres forretning af foran blandt andre amerikanske investorer, iværksættere, acceleratorprogrammer og inkubatorer.

Og lige præcis dét valgte drengene at gøre. Få dage efter ansøgningen var afsendt, modtog de så opkaldet, de havde ventet i spænding på: ”Egentlig havde vi forventet svar om fredagen, men pludselig ringede et amerikansknummer om torsdagen. Det er nok et af de bedste opkald, jeg har modtaget”, siger Magnus og griner. For drengene er det kæmpestort og samtidig et af de første tegn på, at det, de har gang i, måske har potentialet til at blive noget stort: ”Det er virkelig vitalt for vores selvtillid. Ikke alene kommer vi til at lære en masse og møde mange fede mennesker, det giver også et ekstra boost, at andre også tror på idéen”, tilføjer Mikkel.

Fælles interesser blev startskuddet på projektet

Da de tre drenge i efteråret 2018 startede på samme uddannelse på CBS, fandt de hurtigt ud af, at dehavde en del til fælles. Blandt disse fællesinteresser var blandt andet, at de alle brændte for at starte deres egen virksomhed. I første omgang var fokus dog primært på at komme godt fra start på det nye studie: ”Vi er alle tre ret ambitiøse, og vi går også op i, hvordan vi klarer os i skolen, så det var vigtigt for os, at vi kom godt fra start”, siger Mikkel Strandkjaer, der, som den eneste af de tre, er gået direkte fra gymnasiet til universitetet.

Hurtigt begyndte de dog at snakke om, hvordan de kunne starte deres eget, hvis det skulle være, men stødte gang på gang på det samme problem: manglende kompetencer på essentielle områder. De kendte primært folk, der ligesom dem gik på CBS, som derfor havde mange af de samme kompetencer, som de selv besad. Derfor stod det også hurtigt klart, hvad det var, de skulle lave sammen. Efter intensiv research blev domænet registreret og to måneder senere var virksomheden i luften: ”UniFounder blev egentlig skabt på baggrund af et problem, som vi tit selv stødte på. Vi var trætte af, at der ikke var ét go-to sted, hvor folk, der har en god idé, kan gå hen og finde lige præcis de kompetencer, de mangler for at gå fra idé til virkelighed”, siger Magnus Christian Reckert.

Klar strategi fra dag ét

Fra dag ét var det klart for de tre drenge, hvordan de bedst muligt skulle få succes med projektet. Derfor valgte de også at sparke døren ind hos en række iværksættere, der selv har siddet i situationen, hvor de har skulle finde en partner til at starte op med. Dem, der har taget skridtet videre i forhold til deres kernemålgruppe. ”Første prioritet var at få lavet et udkast af, hvordan vi ønskede platformen skulle se ud, og derefter tog vi kontakt til en række forskellige iværksættere, som, vi synes, kunne være spændende at snakke med”, fortæller Simon Bøttkjær. Én af disse var førnævnte Jannik Lawaetz, der er stifter og direktør i LuggageHero, som gerne tog en time ud for at rådgive de tre drenge, der blot lige var startet.

For drengene har det været uundværligt, at de har haft mulighed for at sparre med kloge hoveder, der alle har stået i samme situation, som de selv står i nu: ”Det har været essentielt for at nå til der, hvor vi er i dag, at vi har haft mulighed for at snakke med en masse spændende mennesker, der alle har givet os deres input på, hvordan vi skal angribe opgaven. Specielt Jannik, men også en profiler som Hjalte Wieth, Emil Bender Lassen og Simon Hovmand-Stilling har været virkelig vigtige for os”, tilføjer Mikkel.

Her kan du læse mere om platformen UniFounder.