Frisklavet nitrogen-is på minuttet

Estimeret læsetid: 3 minutter

Anniken Sand og Nina Victoria Berg Saroori er drivkræfterne bag is-konceptet ISTID, som de fleste nok har stiftet bekendtskab med gennem tv-programmet Løvens hule, hvor de hentede kapital fra to investorer.

Tilbage i 2014 opstod idéen til det nye innovative is-koncept, som skulle sætte en stopper for Anniken og Ninas stillesiddende arbejdsdag. På daværende tidspunkt ønskede de begge muligheden for at bruge deres hænder mere i hverdagen, og det åbnede deres nye is-koncept dørene op for. Idéen bestod basalt nok af en isbase og flydende nitrogen, som sammen udgjorde en frisklavet is på mindre end et minut. Trods den simple sammensætning er både smagen og kvaliteten hos ISTID en succes hos allerede eksisterende is-elskere.

Anniken og Nina eksekverede hurtigt på deres idé frem mod sommeren 2014, hvor de eksperimenterede med skabelsen af deres helt egen nitrogen-is. Deres høje krav til råvarernes kvalitet, smagssammensætning og økologi gjorde opgaven til en kompleks størrelse. Men deres kreative og grundige tilgang til produktudvikling viste sig at ramme et hul på markedet, som for alvor kickstartede deres iværksætterrejse.

Is i en fart

Som den eneste virksomhed i Danmark der kan tilbyde nitrogen-is, blev det spændende koncept positivt modtaget af festivaler og teambuilding-arrangementer landet over, hvilket medførte at både Anniken og Nina sagde deres jobs op i januar 2015 for at gå fuldtid på ISTID. De var begge klar over at deres produkt var sæsonbaseret, men det skulle ikke holde dem tilbage fra at udvikle ISTID. Om vinteren arbejdede de på idéudvikling til nye sammensætninger af smage og toppings, samt at sikre aftaler frem mod sommeren hvor energien primært blev lagt i salg.

I marts 2015 åbnede ISTID deres første butik på Jægersborggade på Nørrebro efter kapitaltilførsel gennem blandt andet en kickstarterkampagne og investorer. Det satte yderligere skub i den rivende udvikling som forretningen allerede på det tidspunkt havde kastet af sig.

 

Kvaliteten skaber oplevelser

Anniken og Nina vil frem for alt sikre at deres produkter skiller sig ud fra den traditionelle is på flere måder og at de kan skabe en oplevelse for kunden. Det er blandt andet baggrunden for at de først fryser deres friske isbase direkte i butikken lige inden den skal serveres, og kun bruger de bedste råvarer til deres isbase.

Trods positive skulderklap fra Løvens Hule måtte de to iværksættere dog også se i øjnene, at vigtigheden af relationen til kunderne var vigtigere end åbning af nye butikker.

”Vi blev klogere efter vores medvirken i Løvens Hule om at det hele ikke handlede om at åbne nye butikker men vigtigheden af kundens oplevelse og det unikke ved produktet. Vi måtte lukke vores seneste isbutik grundet manglende dataindsamling på placeringen, med den læring at åbning af nye butikker ikke altid er den hurtigste vej til vækst” – fortæller Anniken Sand, stifter af ISTID

En spændende fremtid venter

Nu godt 5 år efter igangsættelsen af ISTID er Anniken og Nina så småt ved at overlade produktionen af isbasen til medarbejdere for at frigive tid til strategiske beslutninger for virksomheden. De videregiver på bedste vis produktionen til deres medarbejdere, velvidende at produktets høje kvalitet og den gode oplevelse for kunden bevares.

”Produktet og råvarernes kvalitet, samt innovation af nye smage of tilbehør er vi stadig inde over. Vi har svært ved at slippe den del, da vores produkter bør være 100% perfekte. Men vi må også erkende at vores tid må målrettes udvikling for at fortsætte med at vækste ISTID” – udtaler Nina Victoria Berg Saroori, stifter af ISTID.

ISTID forventes i nærmere fremtid at udvides til nabolande til Danmark. De har en hjemmebanefordel og et godt netværk i Norge, hvor der ses et lige så stort potentiale for produktet som i Danmark. Virksomheden er også på udkig efter flere ben som virksomheden kan stå på, således deres sæsonprægede produkt kan udjævnes yderligere ud over årets måneder.