Hvordan mikro-frivillighed kan revolutionere måden at være frivillig på

Estimeret læsetid: 3 minutter

Be My Eyes giver seende frivillige mulighed for at gøre en forskel for blinde og svagtseende mennesker. Men det er dog ikke kun de blinde og svagtseende, som kan mærke den positive virkning af Be My Eyes; de frivillige kan i den grad også mærke en stor forskel.

Historien om Be My Eyes begynder med Hans Jørgen Wiberg. Hans Jørgen er svagtseende og tilbage i 2012 arbejdede han som konsulent for Dansk Blindesamfund. Igennem hans arbejde fandt han ud af, at mange blinde og svagtseende mennesker benyttede sig af video-opkaldstjenester når de havde brug for visuel hjælp. Hans Jørgen var fascineret af ideen om at benytte sig af videoteknologi, men han så dog et stort problem ved metoden; nemlig at den blinde eller svagtseende skulle udvælge én bestemt person at ringe til hver gang, og det endte derfor ofte med at være de samme personer som vedkommende ringede til. Hans Jørgen havde en stærk tro på menneskers venlighed, og han mente derfor at det måtte være muligt at opbygge et netværk af seende frivillige, som ville være villige til at hjælpe blinde og svagtseende mennesker gennem et videoopkald.

“Det er mit håb at Be My Eyes kan gøre en forskel i blinde og svagtseende personers hverdag verden over, ved at vi kan hjælpe hinanden som et online fællesskab.” – Hans Jørgen Wiberg, Be My Eyes grundlægger.

Og det viste sig at Hans Jørgen havde ret – folk er mere end villige til at hjælpe blinde og svagtseende. Siden Be My Eyes-appen blev lanceret til iOS i 2015 og til Android i 2017 har mere end 1,8 millioner tilmeldt sig som seende frivillige verden over. Ved hjælp af Be My Eyes har de muligheden for at gøre en direkte forskel for et andet menneske på en måde der passer ind i enhver form for dagligdag. Hvor end de er, bare de har deres telefon på sig, kan de bruge hvad der oftest ikke er mere end et par minutter på at hjælpe et andet menneske, og derefter fortsætte med det de var i gang med – et koncept der kaldes mikro-frivillighed.

Stik mod forventning, har den største udfordring været at få blinde og svagtseende brugere til at melde sig til. Der er pt mere end 17 gange så mange seende frivillige som der er blinde og svagtseende brugere, hvilket betyder at opkaldene er i høj efterspørgsel hos de frivillige. Be My Eyes er blevet så populært hos de frivillige, fordi det giver dem en mulighed for at gøre en forskel for et andet menneske, på en måde som er nemt for dem at relatere til og få til at passe ind i deres travle hverdag.

“Mit første opkald ændrede bogstaveligt talt mit liv. Fra og med den dag kunne jeg hjælpe nogen hvorend jeg befandt mig, når som helst, når bare jeg havde min telefon med mig.” – Sarah, frivillig fra Storbritannien.

Be My Eyes giver dog ikke kun de frivillige mulighed for at hjælpe et andet menneske. Interaktionen med et blindt eller svagtseende menneske giver dem en mulighed for at lære om vedkommendes liv, hvilket er med til at nedbryde mure og danne bro mellem seende og svagtseende mennesker. Der findes stadig utroligt mange stereotyper og forudindtagelser om blinde og svagtseende mennesker, og den eneste måde at nedbryde dem på er ved at seende mennesker har muligheden for at møde og interagere med blinde og svagtseende mennesker og dermed lære direkte fra kilden. Dermed kommer Be My Eyes ikke kun de blinde og svagtseende brugere til gode. Appen kommer også de seende frivillige til gode ved at give dem en mulighed for at give noget tilbage og for at udvide deres horisont. Indsatsen er måske lille, men den forskel det gør er langt fra mikroskopisk.