Kulturelt designstartup skaber kunstneriske oplevelser til børn

Estimeret læsetid: 2 minutter

Billedtekst: Fotos fra “Nowhereland, En kunst festival for børn”

Det kulturelle designstudio NOWHERELAND blev skabt med en motivation om at formidle og facilitere kunstoplevelser og kreative læringsaktiviteter for børn. Blandt vores projekter kan nævnes; Vægmalerier, interaktive kunstudstillinger og animationsworkshops for skoleklasser. Trine og Signe-Lill er tilmed grundlæggere og projektledere af “Nowhereland – En kunst festival for børn” Projekterne har det til fælles at de inviterer børn til at fordybe sig i et fantasifuldt univers, og tage aktivt del i skabelsen af et større kreativt projekt.

Sådan startede det…

NOWHERELAND blev etableret af de to illustratorer Signe-Lill Bryde Valkvæ og Trine Løgstrup Sørensen i 2017. Signe-Lill og Trine kendte hinanden fra Kolding Designskole og var begge interesserede i hvordan man kunne bruge det illustrative udtryk i nye kontekster, bl.a. ved at give illustrationen en rummelig og interaktiv funktion gennem udstillinger, hvor der lægges op til leg og egen kreativ udfoldelse.

“I vores virke som designere arbejder vi meget med den kreative proces..her kan man ikke læse sig frem til rigtige og forkerte svar.. man skal selv skabe og eksperimentere sig frem til et svar eller en løsning. Netop derfor mener vi at mødet med kunst og kreative processer er vigtigt for børn. Vi tror på at alle børn har brug for selv at skabe ting, at være opfindere.. da det kan være med til at styrke deres nysgerrighed og selvstændighed”

En aften i januar 2017 sendte de en ansøgning afsted til Akademikernes Startup-program, hvilket skulle blive starten på to intense år. I dag samarbejder NOWHERELAND med en lang række freelancere, firmaer og offentlige institutioner som hjælper os med at realisere vores projekter. Men det hele begyndte med at vi cyklede rundt i København, for at uddele visitkort og drikke kaffe med potentielle samarbejdspartnere og kunder.

Et firma på farten..

I dag er NOWHERELAND flyttet ind hos iværksætter-fællesskabet KPH-Projects, som har fokus på startups med bæredygtige, sociale og kulturelle værdier. Her har vi et kontor fra hvor vi idéudvikler og planlægger vores projekter. Dog bliver en stor del af vores arbejde produceret og afviklet forskellige steder rundt omkring i Stor-københavn, fx blev vores forrige udstilling til festivalen produceret over 7 uger på Statens værksteder for kunst. Derudover er vi tit ude og underviser skoleklasser i Stop-motion Animation, eller for at male vægmalerier rundt omkring i Københavns bybillede.

Sanseudstilling i sammenspil med workshops..

Målsætningen bag NOWHERELAND har fra start været at skabe mere rum for leg og kreativitet. En vision som blandt andet gav grobund til Nowhereland Festival; en kunstfestival for børn som løb af stabelen for første gang i KPH-Volume i 2018 som et todages arrangement. Festivalen henvendte sig til skoleklasser om fredagen, samt børnefamilier om lørdagen. Foruden om et program med 12 kreative workshop, dannede en interaktiv sanseudstilling rammen omkring festivalen. Sanseudstillingen bestod af en række skulpturelle figurer og fantasifulde installationer, hvor alt var bygget i et væld af farver og sanselige materialer. Nogle af figurerne var to meter høje og ophængt i loftet, nogle kunne flyttes rundt på, og nogle kunne man endda gemme sig i. Det hele skulle bidrage til skabelsen af en udstilling hvor børn blev inviteret til at interagere og lege med kunsten omkring sig.