Tro på din idé

Estimeret læsetid: 3 minutter

Den 27-årige Sebastian T. B. H. Riecke ville skabe sit eget og tjene sine egne penge – og så ville han løse et problem for de virksomheder, som benytter sig af rabataftaler. Hans råd nummer ét til iværksættere er, at du skal tro på din idé.

For Sebastian T. B. H. Riecke, direktør og medejer af tjoose, er det spændingen ved at opbygge og skabe noget, som tiltaler ham ved iværksætteri. Samtidig vægter han højt, at han kan være med i enhver beslutning og være med til at præge virksomheden og arbejdsmoralen – og så hele det uforudsigelige aspekt ved at være sin egen: ”Ingen dage er ens. Der sker altid noget nyt; der sker gode ting, der sker dårlige ting, og man er med i det hele,” fortæller han.

Hans to vigtigste redskaber til at holde sig på dupperne og være klar til at løse nye udfordringer bygger på læsning af de nyeste artikler inden for området og brainstorming med teamet hos tjoose og sine to medejere: ”Jeg læser, så snart der udkommer noget relevant nyt, og så brainstormer vi meget for at finde nye løsninger – det er det smarte ved teknologi, man kan næsten gøre alt i dag.”

Før han kastede sig ud i at starte virksomheden tjoose, arbejdede han i en mindre virksomhed, hvor han stod for en del af salget: ”Det, der sker, når man er i en mindre virksomhed, er, at man finder ud af, at man selv kan omsætte for mange flere penge end den løn, man får. Så det var også en af de ting, der gav mig lyst til at skabe mit eget.”

Før man kan skabe, skal der være en idé at skabe ud fra, og idéen til tjoose kom af, at Sebastian T. B. H. Riecke researchede på virksomheder, der havde succes, fx Facebook, Instagram og Snapchat, der alle bygger på at have et stort community, hvor der er så mange på platformen som muligt. Modsat hertil kiggede han samtidigt nærmere på nogle businesscases, der ikke fungerede optimalt. Her blev hans opmærksomhed vakt af virksomheder, som tilbyder rabatkuponer, hvor man fx køber en middag til halv pris, men tit ikke får den kundeoplevelse, som restauranten gerne vil tilbyde. Problemet er, at kunden får 50 % i rabat, udbyderen skal have sit cut på 20 %, og så er der kun 30 % tilbage til restauranten, og med så lille en del af omsætningen kan restauranten ikke levere den kvalitet, de gerne vil, uden at tabe penge, og derfor risikerer kunden en dårlig oplevelse.

Med det in mente fandt han på tjoose, som bygger på en omvendt tilgang, hvor virksomhederne ikke skal af med en del af deres andel, mens medlemmerne i stedet betaler et gebyr og derved får adgang til en verden af rabatter:

”Jeg ville skabe noget, hvor alle parter fik noget ud af det, en win-win situation for alle, der er med. Vi tager ikke et cut, og vores partnere bestemmer selv, hvad rabatten skal være.”
Sebastian T. B. H. Riecke

Ud fra det setup kan fx restauranter give både en god kundeoplevelse og kvalitet uden at tabe penge på det.

Den største udfordring ved tjoose blev allerede mødt fra starten med den typiske problematik ved sådanne platforme: Er det hønen eller ægget, der skal komme først? Altså skulle de først søge efter partnere eller medlemmer?

”Uden partnere kan du ikke finde medlemmer, og uden medlemmer kan du ikke finde partnere, og det var faktisk vores største problem,” fortæller Sebastian T. B. H. Riecke. ”Det løste vi ved at stille os ud på universiteter, hvor vi gav gratis medlemskaber væk. På den måde fik vi mange medlemmer, som kunne benytte sig af partnerne, og dermed var det nemmere at få partnere til platformen.”

Til dem, der står med drømmen om at begive sig ud i iværksætteri, har Sebastian T. B. H. Riecke tre skarpe råd: Tro på din idé, få en masse mennesker til at kigge på den, og vær ikke bange for kritik.