Tangdyrkning i det lokale med potentiale for det globale – dansk startup vil sikre bæredygtig fusion mellem forskning og industri

Estimeret læsetid: 3 minutter

En ide er intet værd, hvis den ikke har en anvendelse. Esben Christiansen grundlagde netop Pure Algae Denmark, beliggende i Grenaa, ud fra denne præmis, og med en ambition om at forene forskning og industri i et produkt, der er bæredygtigt, nyttigt og som har mulighed for at nå et stort marked. Målet er at skabe en stabil og lokal produktion af tang i dansk og europæisk regi.

En hård fødsel

Selv med en god ide og en uddannelse i bioteknologi, så var det absolut ikke en dans på roser at søsætte Pure Algae. Mens grundideen og teknologien var under udvikling, så krævede det også de rette midler fra investorer at få virksomheden op at køre – især når den er så ambitiøs som i dette tilfælde.

“Jeg investerede alt i at lave en prototype til et dyrkningsanlæg. Mange af mine venner fra forretningsverdenen forsikrede mig om, at hvis jeg gik forrest og holdt fanen højt, så ville jeg hurtigt finde tilslutning,” fortæller Esben.

Som mange iværksættere oplever, så kan man komme igennem et væld af pitches som giver afkast i form af afslag. Esben pynter ikke på virkeligheden, når det kommer til iværksætteri, og lægger stor vægt på det hårde arbejde, der skal til at skabe en god virksomhed.

“Vi blev taget godt imod i den tekniske branche, og vi fik at vide at der var et behov og en lyst til at arbejde med tang, og vi fik en masse erfaring og gode historier med os. Desværre var det ikke til at se på bundlinjen lige med det samme.” 

Lige indtil han modtog et redningsopkald.

Legater galore

Innovationsfonden havde reageret positivt på et pitch, og Pure Algae er nu med i deres Innofounder-program, hvor de er sikret sparring, iværksætter SU og forretningsudvikling på højt plan. Derefter er flere fonde fulgt trop, og Pure Algae kan nu fortsætte projektet med at skabe stabil tangproduktion på dansk jord. Dette har endda affødt international opmærksomhed, og de er blevet headhuntet til et accelerator-program i Portugal. I Portugal er de allerede eksperter i landbaseret dyrkning af tang, men de ser nye forretningsmuligheder i Danmark og Norden, da der er andre biologiske muligheder for dyrkning. Desuden står Asien lige nu for langt den største del af verdens tangproduktion, men det Europæiske marked for tang er i ekstrem vækst, og det kalder på nye initiativer til at muliggøre en lokal produktion.

“I dag foregår størstedelen af verdens tangproduktion direkte i havene. Det har de for eksempel succes med i Norge, men der har de også langt mere gunstige naturlige vilkår end vi har i Danmark. Derfor udvikler vi dyrkningsanlæg til lands, samt metoder til at sikre et godt og stabilt produkt, der ikke ligger under for naturens luner i samme grad som en produktion til havs ville,” lyder det fra Esben, som uddyber, “Når vi laver vores systemer, så kan vi gå ind og lave en helt anden renhed af vores system internt. Vi kan forhindre at der kommer kontamineringer, og vi kan sikre vores produktionskvalitet og dermed også kvaliteten af vores produkt. Samtidig med det, får vi lavet et produkt, som ikke kun er sæsonafhængigt, men i stedet gør en stabil produktion mulig, hvilket er lig med et stabilt produkt – det er en af de faktorer, som adskiller os fra andre producenter”.

En kompliceret affære som er indsatsen værd

Det er ikke en simpel affære, når man kombinerer saltvand og elektronik, hvilket udgør en af de mest væsentlige udfordringer i landbaseret tangdyrkning. Pure Algae har dog udviklet systemer, som med det samme kan sende alarm, hvis noget ændrer sig i dyrkningsanlægget, og det bliver derfor muligt hurtigt at fikse problemet og sikre produktets kvalitet. Dermed bliver det muligt at levere et friskt fødevareprodukt direkte til restauranter, men der er også mange andre muligheder for tangens brug, afhængig af hvem den skal sælges til. Og så kan selve produktionen afhjælpe nogle af de problemer vi oplever i miljøet.

“Tang, som alle andre afgrøder, vokser ved hjælp af næringsstoffer. Modsat jordbrug, så kan vi i højere grad kontrollere hvor effektivt disse næringsstoffer optages i vores afgrøder,” fortæller Esben, og fortsætter, “nogle steder ser vi en overflod af næringsstoffer i eksempelvis de danske fjorde. Vi kan bruge fjordvand i vores dyrkning, og på den måde aflaste biosfæren i fjordene, så de bliver mere levedygtige områder for fisk og anden fauna.”

Pure Algae søger at skabe større bæredygtighed i fødevareproduktionen, mens de også udvider mulighederne for det europæiske marked. Ifølge Esben, findes der masser af forskning indenfor området, men ikke nok udnyttelse af denne forskning fra industriens side, og det er hans mål, at Pure Algae skal være med til at bryde barrieren mellem forskning og industri.