Tryghedsmærket vil lave e-handelscertificering for start-ups

Estimeret læsetid: 2 minutter

Foto: Trygshedsmærket

Mens internethandlen og antallet af webshops bare stiger og stiger år for år, har der i en årrække kun eksisteret meget få muligheder for danske webshops for at få en certificeringsordning, der giver deres kunder reel sikkerhed, når de handler på nettet.

Det vil Tryghedsmærket fra Vejle nu lave om på. Med start-up-venlige, konkurrencedygtige priser vil Tryghedsmærket tilbyde webshops en certificeringsordning, der giver tryghed og gennemsigtighed, mulighed for kundefeedback og professionel håndtering af kundeklager. “Vi har taget det bedste fra de to store spillere på markedet for certificering og anerkendelse, nemlig E-mærket og Trustpilot. Og så har vi skabt en certificeringsordning, der er økonomisk tilgængelig for alle webshops. For vi mener, at alle webshops skal have ret til at vise, at de er en troværdig handelspartner”, siger partner i Tryghedsmærket, Dorthe Schmidt.

37% oplever problemer med e-handel
Og det er der i den grad behov for:

“Ifølge Danmarks Statistik oplevede hele 37% af danskerne, der handlede på nettet i 2019 en eller anden form for problem i forbindelse med deres køb. Det fortæller mig to ting: At forbrugerne har behov for at få styrket trygheden, når de handler på nettet. Og at danske webshops har behov for at fremstå troværdige og transparente”, siger Dorthe Schmidt.

Tryghedsmærket udsteder kun sit certifikat til virksomheder, der er danskejede og har godkendte handelsbetingelser, der lever op til gældende lovgivning. Certificeringsordningen omfatter også et modul, hvor kunder kan se andre kunders rating af virksomheden.

“Hvis webshoppen får gentagne dårlige ratinger, tager vi en dialog med virksomheden om den kundefeedback, de har fået. I sidste ende har vi mulighed for at fratage webshoppen deres Tryghedsmærke, men vores erfaring er, at dialog løser rigtigt meget”, siger Dorthe Schmidt.

Samarbejde med Horten om klagesager
Tryghedsmærket indeholder også et klagemodul, hvor klagesager og tvister mellem kunde og webshop håndteres professionelt af advokatfirmaet Horten. “Vi har valgt at bistå Tryghedsmærket med mægling og rådgivning, fordi troværdighed, tryghed og langvarige kunderelationer er afgørende for både forbrugere og virksomheder, siger advokat og partner i Horten”, Nicolai Thornemann.

Opfylder en webshop certificeringskravene, koster det 2.495 kr. ex moms om året at blive
Tryghedsmærket. For start-up-virksomheder er Tryghedsmærket gratis ind til den måned, hvor virksomheden runder en omsætning på 250.000 kr. Bag Tryghedsmærket står en kreds af partnere og investorer, der blandt andet tæller den vejlensiske erhvervsmand Preben Grundtvig.

Virksomheden bag Tryghedsmærket hedder Trustmate ApS og tegnes af Dorthe Schmidt, der har en baggrund i inkassobranchen.