Verdens første virtuelle køkkenassistent er selvfølgelig vegetar

Estimeret læsetid: 3 minutter

Hvad kan jeg lave med 4 gulerødder, olivenolie, pasta og karry? Plant Jammer løser dette simple problem med kunstig intelligens. Hvorfor? 

Klima-udfordringerne skal løses nu, og vi kan ikke vente på regulering eller elbils-infrastruktur. ”Start med det samme i dit køkken”, siger Michael Haase, Founder af det danske startup, Plant Jammer, der anvender kunstig intelligens og big data til at skabe velsmagende vegetariske retter. 

Plant Jammer’s hold af programmører (og en enkelt raketforsker) har bygget en kunstig intelligens, der lærer fra tusindvis af kokke for at hjælpe enhver med at tænke som en ’masterchef’. Plant Jammers algoritme gør det nemlig ultra-enkelt at tilberede velsmagende og let tilgængelige grøntretter. 

Målgruppen er hverken vegetarer eller veganere, men Hr og Fru Jensen, der gerne vil spise mere grønt. ”…Kan vi få 1 mia. mennesker til at spise plantebaseret 1 dag om ugen, sparer vi ligeså meget CO2, som hvis ALLE biler i USA, Tyskland, og England var elbiler.” 

Opgør med apps og Google-søgninger 

Du har haft en lang dag på arbejdet. Du åbner køleskabet og finder et broccoli-hoved, en agurk, ketchup, og en pose gulerødder. Et par Google søgninger gør det ikke nemmere at finde en opskrift, og du har taget nok beslutninger for i dag… Så du køber take-away eller lave den sædvanlige Spaghetti med kødsovs. 

Dette scenario udspiller sig ca 0.5 Mia gange dagligt på globalt plan. Offeret er madspild, sundhed og pengepungen. Så Plant Jammer har sat sig for at bygge noget bedre… 

Normale opskrifts apps og hjemmesider er en database af opskrifter kombineret med en søgefunktion. Men Plant Jammer mener, at teknologi kan så meget mere end bare vende kogebøger på hovedet og tilføje et par videoer. Plant Jammer er derfor gået dybt i tech-skuffen for at bygge noget bedre. De har i særdeleshed udviklet 3 teknologier: 

1) Kunstig intelligens/Big data: Ved at tage 3 mn opskrifter online og smide dem ind i en algoritme fra Kunstig Intelligens, har de fundet mønstre. De mønstre skaber et ‘smags-landskab’, der viser, hvilke ingredienser smager godt sammen og hvorfor. 

2) Involvering af top-kokke i København: I samarbejde med kokke har Plant Jammer tilført to grundpræmisser i gastronomi: i) Balancér de 5 grundsmage (salt, sødt, surt, bitter, og Umami), ii) Kontrastér teksturer (al dente, blød, knasende, og mundfølelse). 

3) Sammen med den amerikanske kok Mark Bittman, har Plant Jammer kortlagt 15 grundopskrifter, som alle retter stammer fra. Plant Jammer har derefter defineret de retter, så man kan bygge uendelige variationer af dem på appen. 

Hvorfor er det smart? 

Plant Jammer’s teknologi gør det let og lynhurtigt at lave en ret, der er ny, lækker, og matcher de ingredienser, du har foran dig. De vender den klassiske opskriftsbog på hovedet – så man kan bygge sin egen opskrift ud fra de ingredienser, man har foran sig. 

Det er smart, da appen dermed kan løse køkkenproblemer, som ingen andre kan: 

    • Tast hvad der er i køleskabet, få en opskrift med PRÆCIS de ingredienser 

 

    • MENS du køber ind i supermarkedet kan du bygge en opskrift 

 

    • Tast din opskrift, og få tips til SMAGSFORBEDRINGER med algoritmen 

 

  • Det er en uendelig kogebog, så brugeren kan få en uendelig strøm af inspirationer til grøntsagsretter, der passer til ens præferencer, f.eks. protein- eller fiberrig fra NordItalien 

Kan man virkelig redde verden med mad? 

Ifølge Plant Jammer er hjemmelavet plantebaseret mad er ét af de nemmeste dagligdags-måder at have en positiv effekt på bæredygtighed. Plant Jammer eksisterer for at løse 3 globale problemer: 

1)    Reducér madspild 

2)    Spis mindre kød 

3)    Spis mindre processeret mad 

Michael forklarer: ”Vi tror på, at denne forandring kan komme fra Hr og Fru Jensen, uden at de skal være martyrer eller gå på kompromis med smag eller convenience. Plant Jammer vil give alle mulighed for skabe smagsfulde og varierende måltider baseret på grønsagsrester i køleskabet som hovedingrediens. Det skal være simpelt, sundt og pisse lækkert!” 

10.000 brugere og investering fra Miele 

Plant Jammer har allerede vind i sejlene. Plant Jammer er nu 12 medarbejdere og har opnået 10.000 månedlige brugere med et marketingsbudget på sølle 250 kroner. 

Desuden har Plant Jammer netop skaffet investering fra Miele i Tyskland. ”Miele er interesseret i køkken-oplevelser, og er klar over, at de skal tænke anderledes, hvis deres ovne og komfurer skal være relevante for den næste generation,” forklarer Michael. ”De investerer i os for at lære sammen med os, og bygge noget fantastisk ved at kombinere vores mad- og tal-nørderi med Miele’s 150 års erfaringer med køkkenoplevelser”.